Artikler

En kost rig på fuldkorn kan beskytte mod tyktarmskræft

En kost rig på fuldkorn kan beskytte mod tyktarmskræft

Tyktarmskræft er den 3. hyppigste kræftform for både mænd og kvinder og hvert år får næsten 4.300 danskere stillet diagnosen. Sygdommen forekommer hyppigst hos personer over 50 år. Der er gennem de seneste år set en stigning i antallet af nye tilfælde, men chancerne for at overleve sygdommen er ligeledes blevet bedre.

Sygdommen kan i nogle tilfælde være arvelig. Der er dog mange aspekter af vores livsstil, der kan være med til at øge risikoen for udvikling af tyktarmskræft, som for eksempel overvægt, indtag af alkohol samt indtag af rødt og industrielt forarbejdet kød, eksempelvis pålæg. Det menes, at ca. 40 % af tilfældene af tyktarmskræft skyldes disse livsstilsfaktorer, hvilket betyder, at man selv kan være medvirkende til at forebygge sygdommen. En sund livsstil med fysisk aktivitet og et højt indtag af fuldkorn har vist en beskyttende effekt.

Fuldkorn er betegnelsen for hele kernen, som består af frøhvide, skal, klid og kim. Fuldkorn er dog ikke kun hele kerner. Kernerne kan være også forarbejdede, så de for eksempel er knækkede eller malet til fuldkornsmel. I Danmark defineres fuldkorn blandt andet som hvede, spelt, rug, byg, havre, tørret majs og hirse. Der findes derfor mange forskellige kilder til fuldkorn, eksempelvis brød, knækbrød, morgenmadsprodukter, havregryn og fuldkornspasta.

Hvis man sammenligner et produkt lavet af fuldkorn med et produkt lavet af et raffineret kornprodukt, som kun består af den stivelsesholdige frøhvide, vil fuldkornsproduktet ernæringsmæssigt være det bedste valg. Det centrale ved fuldkornsprodukter er nemlig, at alle dele af kernen er taget med, idet skaldele, kim og klid har et højt indhold af B-vitaminer, E-vitaminer, mineraler, proteiner, sunde fedtstoffer og kostfibre.

Myterne om fuldkorn er ligeledes mange – for eksempel at lyst brød ikke kan være fuldkorn og at mørkt brød altid er fuldkorn. Som forbruger kan det være svært at gennemskue, hvilke produkter, der indeholder meget fuldkorn. Et mørkt brød kan sagtens se ud til at være bagt på fuldkornsmel, selvom det ikke er tilfældet og et lyst brød kan godt være rigt på fuldkorn, hvis det er bagt på fuldkornsmel. Det kan derfor være en hjælp at kigge efter fuldkornslogoet, når du handler, idet dette logo garanterer et højt indhold af fuldkorn. Samtidig er der mange kostfibre i produktet samt lavt indhold af fedt, sukker og salt.

Der menes at være flere forskellige mekanismer bag fuldkorns beskyttende effekt imod tarmkræft. Fuldkorn indeholder kostfibre, der ikke fordøjes af tyndtarmens enzymer og som derfor når tyktarmen i ufordøjet tilstand. Her bliver de nedbrudt af tarmens bakterier og produktionen af de kortkædede fedtsyrer butyrat, acetat og propionat øges. Disse kortkædede fedtsyrer menes at have en beskyttende effekt imod tyktarmskræft. Fuldkorn er desuden med til at øge mængden af afføring, hvorved tømningshastigheden af tyktarmen øges, hvilket betyder, at tarmen er i kontakt med potentielt kræftfremkaldende stoffer i kortere tid. Fuldkorn indeholder desuden også mange andre gavnlige stoffer, eksempelvis antioxidanter. Udover at have en beskyttende effekt i forhold til udvikling af tyktarmskræft, beskytter fuldkorn muligvis også mod hjertekarsygdomme og diabetes type 2. Dette menes at være på grund af, at et højt indtag af kostfibre og fuldkorn hjælper med at regulere vægten og mindsker insulinresistensen.

Fuldkorn er en del af de officielle kostråd og det anbefales, at man dagligt spiser 75 gram fuldkorn. Dette lyder måske umiddelbart af meget, men det kan opnås ved blot at spise 2 dl havregryn og 1 skive rugbrød dagligt. En gennemgang af alle tidligere studier på området har vist, at hvis man dagligt indtager 90 gram fuldkorn om dagen, hvilket er tæt på de officielle anbefalinger, så vil risikoen for tyktarmskræft falde med 14 %. Opsummerende har fuldkorn altså gavnlige effekter både i forhold til tyktarmskræft, hjertekarsygdomme, diabetes type 2 og vægtregulering.